Ny bydel åbner Kobbefjorden

15. december 2017

Der bliver mange nye muligheder for fiskeri, ridning og byudvikling, når en vej fra Siorarsiorfik forbinder Nuuk med baglandet og Kobbefjorden.

En vej fra Siorarsiorfik ind i Kobbefjorden er på tegnebrættet og bliver en del af projektet med at udvikle byen. Tanken er, at vejen både giver rig mulighed for nye aktiviteter som skiløb, ridning og mountainbiking, ligesom den vil åbne op for ny byudvikling.

I det hele taget er Kobbefjorden et meget attraktivt område, uanset om man vil plukke muslinger, fiske, skyde ryper eller blot nyde den smukke natur. Derfor vil adgangen til Kobbefjorden gøre det endnu mere attraktivt at bo i Nuuk eller besøge os.

ATV-forbindelse til Kapisillit

En forbindelse til Kobbefjorden vil åbne fjorden og baglandet op og gøre det langt mere tilgængeligt uden en båd. Samtidig vil det også muliggøre en sammenhæng til bygden Kapisillit og Isfjorden.

Ruten ind til Kapisillit vil starte naturligt, som en trådt sti og siden blive opgraderet til et ATV-spor, som også kan bruges som en mountainbikebane og ridesti. Om vinteren forvandles sporet til et snescooterspor og langrendsløjpe.

– Sådan en forbindelse vil åbne Nuuk-fjorden op for et hav af nye aktiviteter, som både vil være attraktive for os, der bor her, ligesom det vil skabe store muligheder for at udvikle Nuuk som turistdestination, siger borgmester Asii Chemnitz Narup.

Skal alligevel bryde sten

 Planen er, at et mobilt stenbrud skal levere de sten, der er brug for til byggeri i byen, samtidig med at stenbruddet sprænger en vej langs bagsiden af Ukussissat, Store Malene. På den måde bliver ruten skabt til vejen, som forbinder Nuuk med et hav af muligheder i Kobbefjorden.

Kobbefjorden har enormt mange muligheder at byde på, og en vej vil i endnu højere grad gøre det til Nuuks åndehul. Der er gode muligheder for fiskeri, trekking, jagt, mountainbiking og sågar mulighed for vintersport hele året på gletsjeren. Man kan samle muslinger, bær eller bestige Kingittorsuaq, Hjortetakken.

– Nuuk ligger smukt omgivet af havet og bjerge, hvilket gør det lidt vanskeligt at komme uden for byen uden båd. Det vil denne vej hjælpe til, og dermed give alle mulighed for at tage i fjeldet uanset om de har båd eller ej, siger borgmester Asii Chemnitz Narup.

Nye områder åbner sig

Vejen ind i fjorden vil også gøre det muligt at udvide byen yderligere, hvis det bliver nødvendigt. Kobbefjorden åbner for nye arealer til havnerelaterede erhverv langs fjorden og nye boligområder i smukke omgivelser.

Borgmesteren gør det klart, at det er vigtigt at overveje nøje, hvordan man udvider byen og ikke lade det gå unødigt udover naturen. Samtidigt er det en god udvikling, at Nuuk ikke længere er så bundet af de barrierer, naturen har lagt om byen.

– Det giver nogle fantastiske muligheder for at udvikle byen på en bæredygtig måde, som gør Nuuk til et endnu mere fantastisk sted, siger borgmesteren.